Search
  • Tine

Undtagelsestanker. Den totalitære gimpes blødsødne lakaj

Som mange andre tænker jeg stor set kun på én ting i dagene her. Faktisk er alle mine tanker på en eller anden måde smittet med COVID-19. Mit sind er i karentæne. Jeg forestiller mig, at mange oplever noget lignende.


Jeg trøster mig med, at vi efter det famøse pressemøde har set en smuk opblomstring af samfundssind. Bløde og lyse tanker til alle dem, der udviser omsorg for fælleskabet. Flere tager det alvorligt nu.


Jeg kender også mange, der fx er afhængige af folkemængder for at kunne tjene til huslejen. Folk aflyser projekter, de har svedt for i månedsvis og ser kommende måneders indtægter gå op i røg, men situationen tages med oprejst pande. Det rører mig. Lige så rørende er det at se privatpersoner udvise omsorg ved fx. ikke at bede om pengene retur for teaterbilletter.


*


Selv er jeg meget lidt påvirket. Det føles ikke svært, at optræde ansvarligt, det har ikke været noget stort offer for mig at lytte til regeringens anbefalinger. Jeg vasker også hænder til hverdag, og min go to-copingmekanisme ved utryghed er ikke at bygge et fort eller vikle en brudekjole af toiletpapir.


Jeg er ikke videre bekymret for mine allernærmeste, da de er immunprivilegerede og fornuftige mennesker. Selv min svenske far, som jeg generelt tilskriver en 'live and let die'-attitude, er holdt op med at bowle. Min egen introverte kunstnertilværelse kan til hverdag til forveksling ligne virusinduceret selvisolering – jeg kom i tanke om en samtale, jeg havde med min lillebror engang. Jeg bingede The Walking Dead og erklærede kæphøjt, at jeg ville holde rigtigt længe i apokalypsen. Til min stolte overraskelse erklærede lillebror sig enig uden tøven. Det er den slags minder, der popper op i en situation, hvor de fleste af os toprivilegerede danskere ikke har andet end fiktionen at sammenligne med.


Så mine tanker går til dem, der er i højrisikogruppen. Jeg kender mennesker, der har den største grund til at frygte for deres liv, skulle de blive syge. Dem tænker jeg på. Alle mine ræsonnementer, altså også i denne tekst, begynder og slutter med dem. Det er en beslutning, jeg har taget. At gøre de mest udsatte til min målestok.


Samtidig er ingen immune, selv de stærkeste er blandt de døde.

Jeg tænker på sundhedsvæsenets kapacitet. Jeg tænker på de italienske hospitaler.


Og så har jeg tænkt en del på de ansatte i dagligvarebutikkerne. Jeg læste en kommentar på Facebook, hvor en person gjorde grin med en supermarkedsansat, der beskrev butikken som invaderet af zombier. Jeg ser ingen grund til at latterliggøre en udtalelse, der vidner om, hvor skræmmende det faktisk må være at være låst fast på en arbejdsplads, der pludselig bliver en smittecentral tætpakket med mennesker, der tydeligvis handler for sig selv først og fremmest, uanset om motivationen så er oprigtig frygt. Som om et servicejob i Netto ikke er hårdt nok i forvejen. Jeg holder mig langt væk, så jeg i sidste afsnit kan trone i solnedgangen med evighedsblikket rettet mod sæson 2.


*


Hver gang jeg ser samtaler, hvor fokus flyttes fra situationens kritiske her og nu, bliver jeg utilpas. Det gør jeg, fordi vi stadig ikke er i en situation, hvor alle tager det alvorligt.

Jeg forstår folks instinkter, men har ikke megen tålmodighed med mennesker, der ikke tænker længere end deres eget næste toiletbesøg. Og jeg har været rent ud rasende ved at høre om folk, der krammede demonstrativt. Og endnu mere rasende og målløs ved at høre om folk, der er i karentæne, men alligevel går ud og mingler.


Alle krisetiltagene er dårlige for økonomien, og når en regering gør noget, der er dårligt for økonomien, ser jeg det som et hint om situationens alvor. Jeg har heller ikke nogen aversion mod eksperter og lytter gerne til råd fra læger og andre sundhedsfaglige.


Der kommer nye tiltag. Der er kommet en ny lov.


Jeg er virkelig glad for, at man stadig skal have en kendelse for at gå ind i folks private hjem, og at loven har en solnedsgangsklausul, så den udløber automatisk, men når dét er på plads, så forstår jeg behovet. Loven er en reaktion på enkelte menneskers hensynsløshed, på befolkningens generelle tunghørhed. Som love og tiltag ofte er det.


Jeg har løbende set en del snak om, at regeringen nu igen viser totalitære tendenser. Jeg er enig i, at regeringen har sat søgelyset på sig selv. Jeg har selv længe før COVID-19 diskuteret regeringens retorik og ikke mindst dens ageren.


Hvis Mette F sammenlignes med Orbán eller det samlede kinesiske styre i næsten samme åndedræt som en kritik af regeringen for at have handlet for langsomt, føles det dog lidt som et catch-22, og jeg kan ikke lade være med at tænke, om man måske har et personligt politisk ærinde, snarere end kollketivets ve og vel, for øje. Det ene udelukker naturligvis ikke det andet, så lad det ligge.


Men. Da jeg så et kommentarspor, hvor Mette Frederiksen blev omtalt som en totalitær gimpe, så rejste jeg børster.


Jeg tænkte: Der er en tid og et sted, men er det nu og her?


Mandens kommentar formulerede mit svar: Nej, tydeligvis ikke.


Jeg har set flere opslag, hvor folk skriver ting á la "jeg ved godt, at det her ikke lige er tidspunktet, men ..." – sagen er, at det er en retorisk finte (bevidst eller ej): Man forplumrer tidsligheden, man siger noget efter krisen har lagt sagt, selvom man jo ret tydeligt lige har trykket 'del', og ordene er derude nu, nu er det dét, vi taler om. Nu, hvor folk stadig har svært ved at finde ud af at forstå situationens alvor. Man beder folk om at skille noget ad, som man i hvert fald lige i en eller anden grad har kædet sammen.


Selvfølgelig vil en analyse af en regerings handlinger nu og her i sammenhæng med handlinger før altid være rimelig. Men lige nu skal man anerkende, at man trækker tråde fra handlinger i en normaltilstand til handlinger udført i krisesituation. Man skal passe på med at lave en form for slippery slope-analyse af regeringen på den baggrund.


Om man kan følge mine tanker afhænger selvfølgelig delvist af, om man vitterligt vurderer situationen som krævende særlige og exceptionelle tiltag. Er dette noget særligt-særligt? Ud fra hvad jeg har læst om tilstandene rundt om i verden – og folks hensynsløshed herhjemme – tror jeg på, at det er det. Jeg kan tage fejl, det er klart. Jeg er ikke læge, jeg er ikke synsk, men netop af den grund har jeg anlagt en better safe than sorry-attitude til nuet. En bekendt, hvis søster er kræftsyg, føler sig tryg ved Mette F, skrev hun på Facebook. Jeg prøver at se tingene fra hendes perspektiv. Jeg er tilbage ved Italiens hospitaler.


Min pointe er, at diskussioner om frihedsrettigheder hurtigt kan kidnappes som argument for en dumstædig "jeg gør, hvad der passer mig"-mentalitet, som kan koste menneskeliv.


Ikke alle er nemlig i stand til at skille det ad, så måske det er klogt, at os, der kan, lige pauser lidt med at highlighte ethvert tegn på, at vi er lige lukt på vej i den totalitære afgrund. Man kan selvfølgelig altid indvende, at man ikke kan stå til ansvar for alle tænkelige effekter af ens ord. Det kan man bestemt heller ikke. Men man kan reflektere lidt, og jeg synes ikke det er urimeligt at anmode om refleksionen her.


Når en mand kalder Mette Frederiksen en totalitær gimpe, så tænker jeg, at ham skal man nok ikke for tæt på ham uden ansigtsmaske og en sprayflaske desinfektionsmiddel. Jeg tænker, at han nok kunne være typen, der krammede i protest for at cementere sin brølende frihed ... Jeg har det selvfølgelig også let her; jeg hviler trygt og tungt i min maskulinitet og behøver ikke kramme demonstrativt for at føle mig værdig, men altså, lad være med at kalde vores statsminister en gimpe (there's never a time nor a place for that). Jeg tænker; ham her kan helt klart ikke skille ting ad. Lad os passe lidt på med at fodre hans misogyne anarkisme.


Igen vender jeg tilbage til Italiens overfyldte hospitaler, og de mennesker, jeg kender, som med god grund er bange for deres liv. De billeder kan jeg ikke få ud af hovedet. Loven har nu en udløbsdato i teksten, ingen tiltag er permanente, og ingen bliver slæbt pyjamasklædte i isolationskachotten, fordi naboen har hørt dem nyse.


Hvis COVID-19 viser sig at gå i sig selv som et nys i blæsevejr, hvis de midlertige restriktioner af forsamlingsfriheden får vidtrækkende demokratiske konsekvenser, og velfærdsstaten i 2046 er forvandlet til et nyt DDR, må historien dømme mig som den totalitære gimpes blødsødne lakaj, og jeg vil gå skamfuld i graven (eller på pension, så gammel er jeg heller ikke i 2046).


I mellemtiden: Pas rigtigt godt på hinanden.




126 views