Search
  • Tine

The Final Frontier: Captain Kirk i karentæneland

I går aftes gik jeg tur alene i mørket.


Det var dejligt trygt, tænkte jeg, ingen nysende joggere eller kaffedrikkende krammere i nærheden. Men pludseligt så var det også uendeligt ensomt. Jeg er ellers god til det. Introvert og selvkørende og kattefanden og hendes urtete, men så alligevel ikke lige dér i mørket ...


For hvad hvis der nu kommer til at gå månedsvis, før nogen krammer mig igen, og jeg bare sidder og ser Star Trek med mig selv og forelsker mig i Kirk, fordi han bliver serveret som den eneste fucking mulighed, den pæne, pæne kaptajn, som lægger låg på alle sine passioner, ej, hvor kunne jeg rive ham rundt, altså, mens jeg i virkeligheden langsomt forvandler mig til sådan en sær, ængstelig muldvarp og forsvinder i et hudsultent hul i jorden …


Mens jeg gik der i mørket og snøftede, og nej, jeg rørte selvfølgelig ikke mit ansigt, så det kunne bare løbe og sådan var det, jeg rører kun mit ansigt i min lejlighed med rene hænder, det er snart helt ceremonielt ...


Det er snart tyve år siden, verden havde SARS på pensum, og hvad vi så har manglet er en ordentlig virusberedskabsplan, men det kan jo ligesom ikke kun være Mette Frederiksens skyld. Men regeringen har eddermame noget på spild, (om de taber det hele, må tiden vise), modsat den narrøv, der krammer og nyser og holder middagsselskaber efter en tryg, velbetalt hjemmearbejdsdag, fuck dig. Du har ikke en skid på spild, og du kan ikke løbe fra ansvaret, bare fordi du ikke stemte socialdemokratisk, det gjorde jeg heller ikke, og det kommer jeg ikke til, men vask dine fucking hænder, lige NU!


Nej, grænselukningen alene gør sikkert hverken fra eller til nu, det er for sent. Virussen ER her jo. Det sidste jeg læste i går aftes var en update og en artikel fra en bekendt i Spanien. Totalt lockdown inden for grænserne lader til at give rigtigt god mening. Jeg stemmer for, men jeg er lægmand på alle måder, så min mening er selvfølgelig second hand.


Men "der er også erhvervslivet at tænke på", især de små erhvervsdrivende, jeg forstår godt, at folk er bange. Jeg har også, mildt sagt, lavvande i kassen (jeg har solgt kassen, faktisk, så nu er der til toiletpapir, hvis det er kommet på lager igen), det er bare stadigvæk ikke et problem i et liv-eller-død-perspektiv. Men kapitalismekritik er der jo altid behov for, for hvordan kan vi i så rigt et samfund have folk i økonomisk panik ved udsigten til tre ugers ufrivillig ferie?


Måske følte jeg mig så alene der i mørket, fordi det bliver så tydeligt, hvor stort et ansvar vores frihed kommer med. Lige nu er jeg nødt til frivilligt at være mutters alene i mørket, fordi jeg ikke vil have, at vores hospitaler skal vende bugen op. Og det er ok. Det er helt, helt ok. Det er bare også lidt mørkt og ensomt altså.


Den her situation er blevet en sær lakmustest af vores autoritetstro og samfundssind. Jeg har ikke noget svar eller analyse her, jeg konstaterer bare, at der virkelig kommer en masse til udtryk. Jeg er ikke noget videre autoritetstro, jeg har nemlig også et stort behov for at foretage min egen ‘ekspertvurdering’, som mange lader til at have. Det er godt, men det kan også være skidt, hvis man er en idiot. Er du en idiot? Så lyt mere til regeringen end til dig selv, eller nej, lyt til regeringerne og eksperterne i de lande tættest på os, der er hårdere ramt. Tag ved lære og lad være med at vente på, at nogen skal tage ansvaret for dig herhjemme. #staythefuckhome


Jeg prøver at have fælleskabet for øje, det vil for mig sige; de mest udsatte kommer først, og det resulterer lige nu i det meget lavpraktiske hashtag #staythefuckhome. For vi havde ikke det ordentlige beredskab, så alt bliver eller fremtræder som hastebeslutninger, der kommer for langsomt.


Mindst af alt havde vi måske ikke et beredskab i form af offervillighed for fælleskabet. Diktaturer fungerer ikke, fordi dem på toppen sætter sig selv først, og anarki fungerer heller ikke, fordi, ja, hovsa, alle andre sætter også sig selv først. Vi skal ikke for alt i verden have blind autoritetstro, men en sund empati borgerne imellem. Men det ved jeg simpelthen ikke, hvordan man lovgiver sig til. Nu eller i fremtiden. Den kan kun skabes ved lange, seje træk, begyndende ved vores kommunale børnehaver og folkeskoler måske.


Lige nu lader tvang til at være vejen frem, for fælleskabets skyld, fordi alle jo tydeligvis ikke har mit ængstelige behov for selvjustits.


Det gik jeg og tænkte på i mørket. Dét og Captain Jim Kirk og hans flotte, karrygule uniform.




50 views