Search
  • Tine

Min ven i Berlin

Jeg er taget til Berlin for at besøge en ven. Vi har kendt hinanden i rundt ti år, og vi har kun kontakt med hinanden, fordi vi har valgt at have det. Det er et af den slags venskaber, som ingen krykker har. Vi bor i hvert vores land, vi har ingen fælles venner, vores karrierer og liv er forskellige. Det er et venskab i det tomme rum, og uden tyngdekraftens hjælp har vi besluttet at blive ved med at svæve rundt et sted i samme solsystem. Jeg ser det for mig som et tyndt, hvidt reb om livet, der gør, at vi nok kan svæve ud af syne, men også finde tilbage igen.


Men hver gang jeg har besøgt min ven i hans lejlighed i Prenzlauerberg, har sagt farvel og er stået på U-banen ved Eberswalder Strasse, så rammes jeg alligevel af frygten for, at jeg næste gang, jeg forsøger at trække i rebet, bare vil få en stum, livløs kvast af tråde tilbage. Jeg er bange for, at han skal forsvinde.


Det er ikke en følelse helt ud af det blå, det er mere end den abstrakte frygt for at miste, dem man holder nær; for nogle år siden skete det næsten. Min ven blev ramt af et hjertetilfælde så alvorligt, at hans overlevelse var en usandsynlighed, et mirakel, ville nogle sige, men den slags tror jeg ikke på. Han var heldig. Jeg fik det først at vide alt for lang tid efter, da han var ved at komme tilbage til verden igen. Det var i en periode, hvor vi kun havde sporadisk kontakt, en email, et postkort (han var i den tid ikke på Facebook), og han boede dengang på et helt andet kontinent, så fysiske besøg var mindre ligetil end den korte tur til Berlin. Var han død, havde jeg muligvis aldrig fået det at vide.


At tale om held, når han resten af livet skal leve med arrene og smerterne, er naturligvis svært. Når jeg går ind i mørket og tænker på, hvad der er blevet taget fra ham, har jeg lyst til at skrige. Han er et af de mest intelligente, eventyrlystne, ambitiøse mennesker, jeg kender, og første gang jeg så ham gå over de berlinske brosten med sin stok, var det som om nogen havde taget den stok og svinget den ind i mine ribben og banket luften ud af mig og fyldt mine lunger med vådt tusmørke i stedet.


Min sorg er selvfølgelig også selvisk. Det kan være svært at skille den slags ad. Jeg er vred og ulykkelig ved tanken om, at vi ikke kan gøre alt det sammen, som vi ville have gjort, hvis han ikke havde været ude for ulykken. Sidst jeg besøgte ham, tog jeg alene på den klassiske technoklub Berghain. Hvor han før ulykken ville være taget selvfølgeligt med mig og have danset timevis væk, kom jeg nu i stedet alene hjem i morgensolen, udmattet af det ekstatiske mørke på klubben, men også af en krybende følelse af mat ensomhed, mens den sidste dug fordampede på efeuens blade. Min ven havde gjort klar til at lave vafler.


Denne weekend har vi har bestilt pladser til en omvisning i Berlins berømte 'bananbunker', Sammlung Boros, hvor kunstsamleren Christian Boros giver mulighed for guidede omvisninger i sin enorme, private betonskattekiste med samtidskunst. Vi sidder i det lille venterum med rosa blomster i vaser og kunstbøger i afmålte stabler, og vores guide bemærker min vens stok; får han brug for at benytte en elevator? For stedet har jo en del trapper. Han svarer nej.


Jeg er sikker på, at spørgsmålet irriterer ham lidt, ligesom han kun har hovedrysten tilovers for den tyske herre, der, senere da vi er på vej hjem fra bunkeren, nærmest kaster sig til side, da han er ved at gå ind i os og lidt sent får øje på stokken: Det er som om et pludseligt kraftfelt kaster det store, gråhårede, trenchcoatklædte menneske ind mod butiksfacaderne, så min ven og jeg får fri passage gennem støvregnen, som to karakter fra en superheltefilm, indtil dette øjeblik uvidende om vores egne vældige krafter.


Inde i bunkeren leder guiden os rundt mellem udvalgte kunstværker. Da vi møder Justin Matherlys ørnehoved i beton, delene samlet som et dystert 3D-puslespil, i udtrykket tonstung, men løftet over gulvet på et skelet af generiske aluminiumskrykker, taler guiden om referencerne til amerikansk imperialisme og til ørnens mørke fortid i tysk symbolik, om magtens skrøbelighed, og måske også frihedens. Jeg fortæller ikke min ven, at jeg i et glimt ser krykkerne erstattet af brune træstokke med røde greb, nøjagtigt som den, han bruger.


Senere når vi frem til en stor, lysegrøn skulptur, der fylder det meste af væggen, den hænger på. Guiden spørger, om nogen kan se, hvad det er? Min ven identificerer den hurtigt som en amputeret del af en MR-scanner. "Well, I've seen a few", forklarer han mig med et tørt smil. Det, du ikke dør af, skærper din galgenhumoristiske sans, som man siger. Min ven har altid, så længe jeg har kendt ham, haft sans for skafottets sarkastiske komik.


Om aftenen tilbage i lejligheden bestiller vi sushi og ser film. Det bliver ved med at regne.


Weekenden går, vi taler os gennem den, time for time, strømme af ord, for det er altid for længe siden, vi sås sidst. Han inspirerer mig og udfordrer mig og irriterer mig og lærer mig ting, han forstår mig, og når han misforstår mig, er det konfliktløst. Han accepterer mig fuldt og helt, sådan som mennesker, der har fulgt én gennem sårbare, vilde, vigtige år, kan gøre det.


Mit fly hjem går mandag morgen. Da jeg går ud af døren for at tage ud til Tegel, føler jeg det snart velkendte sus af panik; hvad hvis han falder til gulvet og forsvinder, lige i det døren falder i bag mig? Så samles jeg igen, jeg accepterer endnu en gang det, som det slet ikke er min ret ikke at ville acceptere. Men jeg ved, hvor heldig jeg er, at jeg har min ven i Berlin.

139 views