Search
  • Tine

Mellem Alt for Damerne og det totale mørke

Jeg blev interviewet til radioen om Skyskraber i dag. Der blev også spurgt til min storebror, selvom det egentligt var aftalen, at det skulle der ikke. Jeg havde tænkt, at jeg var forberedt på, at det nok ville ske. At jeg altid skal være forberedt på det. Så det var jeg, samtidigt med, at jeg ikke var det.


Et interview er jo en samtale, noget dynamisk og intimt, to mennesker over for hinanden, og jeg vil ikke tale med et andet menneske og have paraderne så meget oppe, at jeg hverken kan se eller høre andet end mig selv. Jeg ved ikke hvad, der ender med at komme med i indslaget, om det overhovedet bliver sendt. Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg synes, der skal med, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til, at folk altid vil spørge til min storebror, selv når de har sagt, at de ikke ville, havde tænkt at lade være, osv. Jeg ved ikke, om jeg bare skal give mig selv lidt fri, lade mig selv tale åbent og samtidig tilgive folk deres nysgerrighed, eller om jeg skal gøre det modsatte.


Noget for mig og min familie meget personligt er blandet efterhånden uløseligt ind i noget meget offentligt, som ikke forsvinder, og vi skal som mennesker, som samfund tale om alle de her ting.


Jeg har ikke en drejebog at følge, en guide med klare retningslinier og velformulerede automatsvar. Jeg har bare min let udmattede intuition, og min insisteren på nuancer, som nogle gange er ved at rive mig midt over.


Men jeg nægter at tænke og tale i sort-hvid.


En ven sagde engang til mig, at min lyrik balancerer nøjagtigt mellem Alt for Damerne og det totale mørke. Når man først har trukket færdigt på smilebåndet over den formulering og kigger lidt efter, så tror jeg egentligt ikke, det er det værste sted at være. Måske det kan være meningsfuldt at forsøge at balancere dér. Forstået sådan:


At gå ind i mørket, men også vende tilbage, til en tilgængelighed, hvor man kan dele. Insistere på den vekselbevægelse, som menneske, som samfund, som søster, som borger. De mørkeste dele af den menneskelige psyke, de sværeste følelser, er ikke noget, som nogen af os kan påstå ikke har noget med os at gøre.


Mørket er ikke noget, man er alene om at have oplevet; vores oplevelser er selvfølgelig sjældent helt ens eller relaterbare én-til-én, déri ligger den uendelige udfordring. Men vi har alle et lod.


Jeg er med alderen blevet bedre til at bære mit mørke med mig ud i lyset, uden at lyset slukkes, eller at mørket nødvendigvis bliver frygteligt meget mindre. Det er et følsomt equilibrium, et sitrende sted - jeg vil blive ved med at stræbe efter at turde bo der.


Og som samfund tror jeg også, at vi har meget at vinde ved at turde tale sammen lige netop dér.


224 views