Search
  • Tine

Bittelille verden, kæmpestore alvor



Jeg sov ikke nok i nat. Jeg er helt sikkert ikke den eneste. Dagene går stærkt og flyder sammen.


For under en uge siden, onsdag aften inden pressemødet, var jeg på vej i teatret.


På det tidspunkt ville teaterturen have været ok inden for rammerne af myndighedernes anbefalinger, men jeg havde et regulært udrykningsblink roterende i maven, så jeg nåede kun til Hellerup station, og så vendte jeg cyklen og kørte hjem.


Jeg tænkte på min ven H og hans bøn til os med stærkere kroppe og immunforsvar om at tænke på hans liv. Uhyggeligt simpelt regnestykke, og hvorfor jeg prøvede at tvinge mig selv i teatret, ved jeg nu seks dage senere virkelig ikke. Men jeg er vant til at være en af dem, der 'bekymrer mig for meget', så jeg prøvede at være 'rationel', et helt misforstået forsøg på selvtugt.


Jeg følte mig dog virkelig lettet og sikker på min beslutning, da jeg cyklede hjem fra stationen uden at have været tæt på en sjæl, men samtidigt også som en hysterisk, masochistisk omsorgsmartyr, og jeg undskyldte til den ven, der havde foræret mig billetten. Han forstod det godt, og så var der pressemøde, og verden skiftede gear igen.


Siden har jeg valgt at følge min intuition uden at skælde for meget ud på hende for hendes ængstelighed. Jeg har en ængstelig intuition (hun hedder Lily og bor alene et sted i en skov med katten Men-Hvad-Nu-Hvis), og jeg har indrettet mit liv, som vi nu i går aftes officielt er blevet bedt om + lidt til. Min '+ lidt til'- eller 'better safe than sorry'-mentalitet udspringer delvist af, at jeg har haft begrænset tiltro til folks vilje til at 'ofre sig', hvor små jeg end selv synes, de ofre er. Jo flere historier, jeg har hørt om folk, der ikke har taget situationen alvorligt og har set stort på myndighedernes anbefalinger, jo mere alvorligt har jeg selv taget det, i et eller andet forsøg på at tage ansvar og agere modvægt. Man kan hurtigt blive vred og træt af at agere modvægt, hvis man ikke finder et fælleskab at gøre det sammen med.

Jeg siger intuition - at jeg har fulgt min intuition - fordi alt går så stærkt, og forskellige analyser af fakta og meninger om fakta og meninger om myter har fløjet omkring. Jeg kan ikke fremlægge en lang redegørelse med henvisninger og tal, der ligger til grund for min beslutningsproces. Jeg har læst andres analyser, jeg har tænkt, men jeg har også 'følt' mig frem.


Jeg tror så i øvrigt, at det ville klæde verden, hvis flere turde indrømme, hvor meget vi føler os frem, at selv de mest kølige har nervesystemer, der guider dem, og som kan gøre blinde eller i hvert fald give et vist tunnelsyn.

I dag er jeg stået op med en følelse af ... nåde og kampgejst, der paradoksalt kommer af en følelse af, at intet er i min magt. Jeg har taget makeup på, jeg har sat håret, jeg har taget en ren kjole på.

Jeg vil bevare min store alvor og fokusere på det bittelille, jeg måske kan gøre - det som andre også har gjort for mig, primært på Instagram, hvor mit netværk har været oversvømmet med tips til, hvordan man håndterer en mere isoleret tilværelse. Bogtips, klipning af gækkebreve, sexlegetøj fundet frem fra skufferne. Selv vil jeg anbefale lidt Star Trek, hvor besætningen lever isoleret på et rumskib og ‘decontamination’ er i alles aktive ordforråd, men alligevel klarer de sig ret godt, selvom de også af og til er uenige og vrede og kede af det.

Det må være mine dagens twocents. Og så denne blide melodi fra I'm With Her.



41 views