Search
  • Tine

Leve med let bagage

For et par år siden, en tidlig aften først i efteråret, kom jeg op fra metroen et sted i New York. Omkring mig var mennesker på vej, alle i hver deres egen tid. Lyset mellem bygningerne var rosa, og luften var varm, som om byen befandt sig i en kokon, en afventende natsværmer i sensommermeditation, yderst i følehornene sitrede en blød trussel om regn, som var svær at tage alvorlig. Jeg husker følelsen tydeligt, fordi det i min bevidsthed er blevet et knappenålsøjeblik; her er et før og et efter, også selvom det ikke kan ses så tydeligt af andre end jeg selv. Jeg havde min lette kuffert med mig og følte mig opløftet af en følelse af anonym autonomi. Jeg var et frit svævende molekule i den storby, jeg havde været så spændt på at møde, alene og for første gang.


Den aften, det rosa lys, den lette kuffert, min alenehed, står så klart i mig endnu, fordi det var dér, sådan tænker jeg det i hvert fald, at jeg forstod, at jeg var nødt til at forsøge at bevare den følelse, ikke bare på perfekte efterårsaftener langt væk hjemmefra, men netop også hjemme, midt i den uperfekte og rodede hverdag, hvor det nogle gange kan føles som om alt i livslandskabet trænger til en kæmpe fnugrulle. På et eller andet tidspunkt her, havde jeg også hørt om Marie Kondo, og jeg var faldet over flere blogs og think pieces af andre, der genopdagede eller genopfandt en mere minimalistisk tilgang til organiseringen af livet. Hjemme igen i København læste jeg Kondos lille fine bestseller The Life-Changing Magic of Tidying Up, som er charmerende intim og næsten spirituel i sin tone, selvom det 'bare' handler om at rydde op.


Rejsens lethed, som for mig kommer af at have hele mit liv i en kuffert med de begrænsede valgmuligheder, det indebærer, og Marie Kondos 'spirituelle materialisme', hvor man forholder sig aktivt og kærligt til alle sine egendele, er blev fundamentet i min egen hverdagsfilosofiske minimalisme. Jeg bor i en lille, ofte smårodet lejlighed, så det er ikke fordi, mit liv ved et hurtigt øjekast fremstår renskuret minimalt, men en veninde bemærkede, at alle mine ting har en historie. Jeg har noget med halvstore dyrefigurer, mine udødelige kæledyr, med det resultat, at jeg blandt andet ejer to flodheste (en i gips, en i træ), som jeg har navngivet Helena og Ada Phaedra. Så det er ikke fordi, jeg ikke ejer noget som helst, men, jeg kan klare mig næsten uden skabsplads.


Jeg vil gerne have færre valgmuligheder, når jeg har sørget for, at mulighederne er de rigtige for mig. Min garderobe og min bogreol er de letteste illustrationer.


Jeg tror aldrig, jeg har haft en tøjkrise, fordi jeg ikke havde noget passende tøj. Krisen er ikke opstået på grund af manglende tekstiler, men fordi jeg i en eller anden forstand har været nervøs for den begivenhed, jeg skulle til, uanset om usikkerheden har været så subtil, at den knapt har været bevidst. Lysten til at købe nyt tøj og nye ting kan i ni ud af ti tilfælde rives op med roden et helt andet sted end et egentligt behov for mere. Jeg har været ked af min krop, mit job, mine forhold, vejret ... Men tøjet har altid vist sig at have begrænset meteorologisk effekt. Jeg tror, at det ofte handler om, at man i udgangspunktet ikke har fået spurgt sig selv og svaret ærligt, hvilken slags tøj, man egentligt har det bedst i, er mest sig selv i. Det her er selvfølgelig bare sådan, jeg har det. Hvis man derimod har glæde af en stor, varieret garderobe, hvor man kan bruge halve og hele timer på at vælge det helt rigtige, skønne outfit, så skal man bare gøre det og nyde det. Det handler om at være bevidst om, hvad der gør noget godt for ens sind.


Min bogreol en også gået fra mindre bibliotek til et nøje kurateret udvalg, der kan være i den lille bogreol, jeg har arvet fra min oldemor, og som jeg elsker i en sådan grad, at jeg knapt ved, hvad der skal ske med mig, den dag, den måske falder fra hinanden. Jeg har som udgangspunkt kun bøger stående, jeg har læst og elsket. Jeg køber sjældent nye bøger, jeg låner hellere, og når jeg køber er det gerne på rejser, så bøgerne, udover deres egne historier, bærer på mine rejseminder i sidernes æselører. Det ovenstående efterår i New York købte jeg en fin, gul paperback, No One Belongs Here More than You af Miranda July, i den desværre nu lukkede Bookbook i Bleecker Street. Bogen er en samling skæve noveller, som hvisker til mig fra hylden og minder mig om livets smukke, smertelige særhed, og om nogle vidunderlige uger i New York.


Jeg tænker på mine egendele som ligedele ankre og ovenlysvinduer; et anker holder mig fast i mig selv og mine værdier, et ovenlysvindue åbner min verden for lys, luft og overblik. Med det tankesæt forsøger jeg at pakke livskufferten.


124 views