Search
  • Tine

Dagbog langt fra Rojava

I går var en almindelig dag.


Jeg stod op, arbejdede pendulerende mellem at skrive og at male, læste lidt, tog ned at træne og faldt på vejen hjem i staver over en skade i en meget gul busk med meget røde bær ... Jeg stod og kiggede på skaden, kroppens sorthvide kontrast mod buskens vilde efterårssignal og tænkte, at det var godt, at jeg ikke havde min telefon med og derfor ikke kunne blive fristet til at tage kameraet frem. Jeg kunne bare stå i fred og glo lidt på den fugl, dér i busken på parkeringspladsen ved Fitness World.

Om aftenen skulle jeg i teatret med en veninde. Vi havde aftalt at mødes direkte på Aveny T kort før forestillingens start, men da jeg så en begivenhed på Facebook, der foregik et par timer før, skrev jeg til min veninde, om vi ikke skulle tilføje det til aftenens program.


Det drejede sig om et fakkeltog til støtte for ofrene i Rojava.


Vil du med? Jeg giver en fakkel, skrev jeg til min veninde.


Min veninde kunne desværre ikke nå det, men jeg overførte fyrre kroner til arrangørerne, just in case (en fakkel koster tyve kroner i Harlad Nyborg, stod der i eventbeskrivelsen), og tog alene afsted. Folk samledes ved Israels Plads, og jeg stod lidt og blomstrede for mig selv, indtil faklerne blev tændt. Da vi begyndte at gå, kunne jeg falde i formålsfuld takt med flokken, der bevægede sig roligt mod Kongens Nytorv med forskellige kampråb, 'styrk den internationale solidaritet', 'Erdogan er fascist', osv. Begge de råb kunne jeg godt være med på, omend jeg havde svært ved at få mig selv til råbe særligt højt, da jeg trods alt gik alene med mig selv, og også hurtigt følte mig lidt ... mat.


Til en start blev jeg dog opløftet af en slags rørt vemod: Det her var jo noget smukt i en grum verden. Vi gik her med vores lys.


Men så var der den fremmedgjorte følelse overfor min egen deltagelse. Måske jeg havde følt det hele dagen, og i dagene før; igen græd jeg for verden inde fra min danske tryghed, en rede af vat, der næsten kan nå at tørre tårerne, før de triller. På grund af den tryghed kunne jeg skrive så prosaisk til en veninde; jeg giver en fakkel. Det føltes grotesk. Derfor gik jeg også med faklen og irettesatte mig selv for min følelse af meningsfuldhed deltagelse og handling. For hvad nyttede det?


Mine tanker og følelser her er tanker og følelser, jeg altid har i forhold til politik, i forhold til det med at være en privilegeret verdensborger med smukke idealer, som jeg efterlever i den udstrækning, det stadig er sådan nogenlunde bekvemt - jeg er politisk, idealistisk og romantisk, men ærligt talt er jeg, som de fleste danskere, aldrig blevet presset særligt voldsomt på mine idealer.


Ved et tilfælde læser jeg i disse dage Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed. Hvordan jeg har undgået at læse den, er mig lidt af en gåde, for jeg har været helt fortabt i Kunderas verdensfremstilling og hans karakterers sørgmodige poesi. Men, det bliver et sidespor.


Det, jeg ville skrive, er, at romanen i går gennemsyrede mit sind, som en roman man læser over få dage, kan gøre det. Mod slutningen af romanen skriver Kundera om den politiske manifestation, der ikke ændrer noget, som, alle måske også godt er klar over, ikke ændrer noget, men som alligevel fremføres, som et teater:


(der er) ikke noget valg mellem handling og teater. (Der er) valget: enten at spille teater eller ikke at gøre noget.


Selvfølgelig er der en reel chance for, at folkelige demonstrationer påvirker politikere, det har de allerede gjort, bare ikke nok. Som jeg sidder her og skriver, bliver min vrede meget vågen og levende. Det sidste, jeg læste i går aftes, var, at Læger uden Grænser har meddelt, at de må evakuere størstedelen af deres personale i det nordøstlige Syrien. Hvad fanden er det her?!


Få lukket det luftrum.


Indført det våbenembargo.


Men som jeg gik der i går med tankerne akkompagneret af de ujævnt bølgende råb gennem mængden, og den første opløftelse ved synet af faklernes, der tændtes, havde lagt sig, så følte jeg mig mest mat, min tilstedeværelse på grænsen til meningsløs. Jeg gik der og havde alt mit på det tørre, en priviligeret statist med min fakkel fra Harald Nyborg, som et aflad for min del af den hensynsløse menneskehed.


Samtidig er der også i et sådant fakkeltog mennesker, som har noget langt mere virkeligt på spil. I disse dage har jeg fulgt med i en kollegas opdateringer på Facebook. En ung svensk forfatterinde, som udover at være svensk, hun har tilbragt størstedelen af sit liv i Sverige, også er kurder. I et af hendes opslag i går fortalte hun, at den måde, hun i dagene her har forstået, at hun lever i eksil, er, at hun ikke har været i stand til at arbejde. Hun har været så følelsesmæssigt påvirket, at hun ikke har kunnet passe sin kalender. Modsat hende, havde jeg i går en helt normal dag. Fakkeltoget var et stop på vejen, et punkt i kalenderen ...


Jeg har ofte hørt folk sige ting i retning af, at man ikke skal skamme sig over sine privilegier. Det mener jeg som sådan heller ikke, at man skal, for det er sjældent en reel mulighed at træde ud af sine privilegier, sådan for alvor, og jeg ville gerne have en verden, hvor folk kun skammer sig over egne handlinger. Jeg synes, skam og ansvar skal hænge sammen. Men, 'privilegieskammen' har et formål, hvis den kan drive os til at handle mere hensynsfuldt og bevidst.


Da jeg var nødt til at forlade talerne på Kongens Nytorv for ikke at komme for sent i teatret, gav jeg min fakkel videre til en ung mand, der stod med sin veninde eller kæreste, og så hastede jeg afsted for at se SKAM3 om teenagerne Isak og Even, der på Aveny Ts scene havde så svært ved at forstå og vedkende sig deres homoseksuelle kærlighed. Det endte godt. Bagefter tog min veninde og jeg på cocktailbaren Liedkoeb og fik et par drinks; jeg havde på få timer gået fra at være statist i en grum verdenssorg til på min barstol mageligt at indtage en af hovedrollerne i en tåget tirsdagsudgave af Sex and the City.


Omkring midnat cyklede jeg hjem. Jeg havde brugt halvanden time af min dag på at marchere tealtrask i periferien for at kunne se mig selv i øjnene. Hvis min tilstedeværelse gjorde et eller andet godt, så er jeg glad for det, men det føles bare så trist. Tågen lå tæt over Nørrebro, da jeg cyklede, den svævede i lygtepælenes lys. Det her er verdens tryggeste tåge, tænkte jeg.


Det var min dag, det var mine tanker. Mens et spædt demokrati sprænges i luften, verdensmagterne fejler, og mennesker dør, og den svenske forfatterinde ikke kan arbejde, fordi en del af hende er dér, hvor eksplosionerne skaber et ekko af død i børnenes mareridt.




153 views